Nye tal viser, at Portugals lufthavne sidste år havde den største vækst nogensinde i passagertallet med en samlet stigning på 11 procent i forhold til 2014.


Foto: Aero Icarus, Creative Commons

Vækst i alle lufthavne

I alt 38,9 millioner rejsende benyttede i 2015 de portugisiske lufthavne, der alle oplevede et rekordår.

Klart i front som den mest benyttede lufthavn i Portugal er Lissabon, der sidste år betjente over 20 millioner rejsende – en stigning på 10,7 procent i forhold til 2014. Væksten i hovedstadens lufthavn er tiltaget de senere år. I løbet af de sidste tre år har 4,8 millioner flere rejsende således benyttet Lissabon Lufthavn. De otte år før var stigningen på 4,6 millioner.

Mens også Porto, Faro og Madeira lufthavnene havde en pæn vækst, var det dog lufthavnen på Azorerne, som med 1,6 million rejsende havde den største vækst – 25,7 procent.

Flere lavprisfly til Portugal

De senere års stabil vækst skyldes at Portugals lufthavne har haft held til at tiltrække nye ruter og flyselskaber. Særligt i 2015 var væksten stærk blandt lavprisflyselskaberne.

Som vi i 2015 fortalte her på Portugal.dk, åbnede blandt andet Ryanair og easyJet nye ruter til Azorerne og Madeira. EasyJet indviede desuden en ny base i Porto.

Kilde: Ana Aeroportos de Portugal.