Ryanair har store udvidelsesplaner for Københavns Lufthavn de kommende år. Det betyder, at du fra næste sommer kan flyve med det irske lavprisselskab til Porto i det nordlige Portugal.


Porto. Foto: Isabell Schulz, Creative Commons.

Direkte rute til Porto

Ryanair lader sig tilsyneladende ikke slå ud af stridighederne med de danske fagforeninger. I hvert fald ikke hvad angår planerne for ruteudvidelser i Københavns Lufthavn.

Ryanairs topchef, Michael O’Leary, har i dag besøgt København for at præsentere sommerprogrammet 2016. Til trods for at det irske lavprisselskab har valgt at lukke deres to danske baser, er planen stadig at vokse markant i København.

Næste sommer vil der ifølge det foreløbige program være 15 ruter fra København med Porto som den eneste nye destination. I de kommende 3-5 år kan de rejsende ifølge Michael O’Leary dog se frem til at få op til 60 ruter at vælge imellem.

– Jeg ser ingen forhindringer i, at Ryanair åbner 15 ruter i sommeren 2016, 30 ruter i sommeren 2017, 45 ruter i sommeren 2018 og 60 ruter i sommeren 2019, sagde topchefen på pressemødet tirsdag formiddag.

Den nye sommerrute til Porto får 3 ugentlige afgange.

Billig storbyferie i Porto

En ny direkte rute til Portugals næststørste by, kan være en oplagt mulighed for at rejse billigt på storbyferie.

Porto er ikke blot i sig selv et spændende rejsemål, men også et godt udgangspunkt for at udforske de mange seværdigheder og spændende byer i resten af Nordportugal.

Du kan finde masser af inspiration til en storbyferie i Porto i artiklerne her på siden. Læs for eksempel om hvorfor Porto topper USA Today’s liste over undervurderede destinationer for romantiske storbyferier