SAS har i dag åbnet for billetsalget til 12 nye sommerruter med afgang fra tre danske lufthavne, heriblandt en ny rute til Faro i Portugal.


Til sommer kan du flyve med SAS til Faro i Portugal. SAS Foto: Knut Lövstuhagen, SAS.

Satser på ferierejsende

De seneste tre år har SAS øget deres udbud af ruter til feriedestinationer fra Skandinavien markant, og tendensen fortætter næste år.

“Det er nogle attraktive feriedestinationer, som SAS sætter på programmet næste år, og de styrker i høj grad det i forvejen brede udbud af sommerruter ud af København, hvilket er godt for solhungrende nordeuropæer,” siger ruteudviklingschef Ole Wieth Christensen, Københavns Lufthavn.

Ifølge koncerndirektør i SAS, Joakim Landholm, som har ansvaret for selskabets ruteudvikling, er de nye sommerruter et resultat af en forbedret konkurrenceevne og produktivitet. SAS, som traditionelt har haft stærkt fokus på de forretningsrejsende, håber givetvis at flere af disse også vil vælge at flyve med det skandinaviske flyselskab, når de rejser på ferie.

Første afgang med SAS fra København til Faro i Algarve bliver den 2. juli.

Udover den nye rute til Faro i Portugal, lancerer SAS nye ruter fra København til Pisa og Napoli i Italien, Chania på Kreta samt Bastia på Korsika og Montpellier i Sydfrankrig. De rejsende fra Jylland kan næste sommer ligeledes se frem til 6 nye SAS-ruter til blandt andet Split i Kroatien og Nice i Sydfrankrig.

Flere billige fly til Algarve

SAS bliver dog langt fra ene om at tilbyde flyrejser til Faro i Algarve. Regionen som er Portugals mest populære feriedestination, modtager således i forvejen mange danske rejsende, som har købt færdige pakkerejser fra et dansk rejsebureau eller som benytter et af lavprisflyselskaberne til at lave en billig rejse til Portugal selv.

Lufthavnen ved byen Faro med det officielle navn Faro Airport Algarve er det naturlige valg for dig som ønsker at holde ferie i Algarve. Dels fordi det med billeje fra Faro er nemt at komme videre til Algarvekystens mange dejlige feriebyer, og ikke mindst fordi der som nævnt, udover den kommende SAS-rute, er adskillige direkte flyforbindelser fra Danmark hver uge i højsæsonen.

Læs mere om rejser til Algarve og find billige fly i søgemaskinen her på hjemmesiden.