Lissabons smukke triumfbue, Arco da Rua Augusta, holder resten af måneden åbent til klokken 21, så den smukke solnedgang over byen kan nydes. Det er dog ikke eneste grund til, at tage på storbyferie i Portugals hovedstad i sensommeren.


Arco da Rua Augusta. Foto: sfreimark, Creative Commons.

Sensommer med sol i Lissabon

Det danske sommervejr har ikke vist sig fra sin bedste side i år, og har du ikke tiltro til at sensommeren bliver bedre, er det oplagt at kigge mod syd.

August i Lissabon byder stadig på højsommervejr med varme og masser af sol. Sammen med beliggenheden nær nogle af Portugals bedste badestrande, gør det Lissabon til et oplagt mål for en storbyferie i sensommeren.

By og strand i én ferie

De lune sommeraftener er ensbetydende med masser af liv på den portugisiske hovedstads fortovscaféer og parker. Her kan du slappe af efter en oplevelsesrig dag med sightseeing i Portugals brostensgader.

Slutter du for eksempel dagen af med at nyde den fantastiske panoramaudsigt fra Arco da Rua Augusta, er der ikke langt til et rigt udvalg af restauranter og caféer.

Trænger du til at køle ned, kan du gøre som de lokale og søge mod en af de dejlige badestrande vest eller syd for byen, hvor du kan tage en svalende dukkert i det krystalblå Atlanterhav.

Tag for eksempel toget ud langs Lissabonkysten mod den mondæne badeby Cascais og stå eventuelt af ved en af de brede sandstrande undevejs for at nyde en dag afslappende dag ved vandet.

Læs mere i vores strandguide til Cascais og Estoril