Besøgende rejser til Sintra fra hele verden på grund af byens seværdigheder. Med god grund! Arkitekturen i Sintra er i verdensklasse og attraktionerne ligger tæt.


Paços do Concelho, Sintra. Kilde: Nuno Tavares

Palácio Nacional de Sintra

I Sintras centrum ligger byens mest iøjnefaldende landemærke Palácio Nacional, Nationalpaladset. Ind til først i 1900-tallet blev paladset brugt af kongefamilien. Paladset blev oprindelig bygget under maurerne som en sommerresidens for sultaner, men bygningen er blevet omdannet af de forskellige efterfølgende beboere.

I dag fremstår paladset i Sintra primært som gotisk og portugisisk sen-gotisk (manuelin), men det arabiske præg kan stadig anes nogle steder på bygningen. Paladsets indre er overdådigt og mange rum og værelser har en interessant historie at fortælle.

Palacio da Pena i Sintra

Det ekstravagante Palacio da Pena er meget nyere. Det blev bygget i det 19. århundrede på bestilling fra Ferdinand de Saxe-Coburg-Gotha. Bygningen er interessant, fordi den blander mange stilretninger – og slipper utroligt godt fra det! For arkitektonisk interesserede er paladset et rent slaraffenland, hvor både renæssance, barok, maurisk, gotisk og manuelin er repræsenteret.

Omkring paladset ligger haven, der leder tankerne hen på et eventyrland med tårne, skulpturer og vindebroer. Den bakkede park er perfekt til en inspirerende og fascinerende gåtur.

Quinta da Regaleira i Sintra

En af de seværdigheder, man skal se i Sintra, er slottet Quinta da Regaleira. Bygningen er på UNESCOs Verdensarvsliste og ligger i et tæt skovområde, der fungerer som slottets park.

De spidse tårne, små aflukker og den detaljerede facade udgør sammen med grotterne under slottet og en 60 meter dyb, tør brønd en fascinerende helhed, der virkelig flytter den besøgende tilbage i tiden. Flere steder finder man Tempelriddernes symboler og hele området vil kunne fascinere unge såvel som ældre.

I nærheden ligger også to andre paladser, nemlig Monserrate og Seteais.

Cabo da Roca ved Sintra

Oppe i bakkerne ligger også ruinerne af en gammel maurisk borg fra det 8. århundrede. Går man på dennes mure, kan man mod vest se havet fra fastlandseuropas vestligste punkt – Cabo da Roca. Derude kan man få sig en kop kaffe og nyde den fantastiske udsigt over Atlanterhavet.

Sintras strande

Fra Sintras centrum er der ikke langt til de mange smukke strande, der ligger langs Sintras kyststrækning mod vest. Man kan gå, tage bilen eller køre med en gammeldags elektrisk sporvogn til Praia das Macas.

Unge surfere holder til på Praia Grande, der på grund af de gode bølger også er vært for internationale konkurrencer. Der er mange små hyggelige landsbyer langs kysten, hver med egen lille strand.