H.C. Andersen beskrev Sintra som det smukkeste sted i Portugal. Deltager du i trailløbet 'Sintra Mountain Magic Trail' fører ruten dig da også forbi en perlerække af eventyrlige seværdigheder og spektakulære landskaber.


Palacio da Pena i Sintra. Foto: Nicolas Vollmer, Creative Commons.

2,6 millioner solgte billetter

Den mest besøgte attraktion i Sintra, Palacio National de Sintra, har besøgstal, der giver paladset en placering blandt Portugals mest populære attraktioner. Sammen med byens andre berømte bygningsværker som det farverige palads Palacio da Pena tiltrækker Sintra ikke overraskende hvert år millioner af turister.

Der blev således sidste år solgt 2,6 millioner adgangsbilletter til Sintra parker og monumenter – en fremgang på 17,5 procent i forhold til det foregående år.

Er du på storbyferie i Lissabon, er det UNESCO-fredede Sintra da også et af de mest interessante mål for en dagsudflugt. Togturen hertil fra det Rossio stationen i det centrale Lissabon tager kun omkring 40 minutter. Der er normalt flere afgange i timen fra tidlig morgen til sen aften.

Sintra Mountain Magic Trail

Besøger du Sintra, er det altid en god ide at have fornuftigt fodtøj på, da man næsten altid ender med at gå meget i det bakkede terræn.

At det netop kombinationen af motion og flotte seværdigheder, du søger på dine ferier? Så bør du rejse til Sintra i slutningen af maj. Her kan du deltage i et af landets smukkeste trailløb ‘Sintra Mountain Magic Trail’, hvor de udfordrende ruter igen i år vil gå forbi mange af de mest berømte monumenter og gennem utrolig smuk natur.

Det endelige ruteprogram for årets løb foreligger i skrivende stund ikke, men der vil formentlig igen være mulighed for at vælge mellem tre ruter af forskellig længde og sværhedsgrad. Har du rigtig god form og appetit på en svær udfordring, kan du vælge den længste og meget kuperet rute, ‘Ultra Trail’, som sidste år var på 55 km. Her passerer du både Cruz Alta (Sintra-bjergets højeste punkt) og Cabo da Roca helt nede ved kysten (det vestligste punkt på det europæiske fastland). Lidt mere menneskelig er ruten på 23 km, som dog også nok skal give dig sved på panden med mere end 1000 højdemeter. Sidst, men ikke mindst, er der en 12 km rute forbi blandt andet Quinta Regaleira og Palácio Pena, der med en 6 timers tidsgrænse er tilrettelagt for både gående og løbende.

Tilmeldingen til 2017-løbet åbner ifølge arrangørerne snart. Find mere information om løbet på: sintramountainmagictrail.com