Til trods for sin størrelse tilbyder Portugal et meget forskelligt terræn, og landet har et stort udvalg af sports- og fritidsaktiviteter, der passer hertil.


Windsurfing er en populær sport i Portugal. Kilde: Alessandro Addis

Golf- og tennisfaciliteter har været veletableret i mange år, og sydpå gør det milde klima det muligt at dyrke begge disse sportsgrene hele året rundt.

Andre aktiviteter så som vandreture, cykling, ridning og vandsport nydes også viden om og kan nemt arrangeres.

Tennis i Portugal

Tennisbaner findes næsten alle steder i Portugal og helt afgjort sammen med de fleste turistfaciliteter. I Algarve er de fleste baner i turistkomplekserne med grusunderlag, og andre steder er mange med lerunderlag. De større feriesteder i Algarve, på Madeira og Estorilkysten og i Sintraområdet tilbyder tennisskole-ferier.

Mange muligheder for golf i Portugal

Portugals feriesteder er også berømte for deres golfbaner, der tæller nogle af Europas bedste. Hovedparten tilbyder undervisning af golfspillere på alle niveauer, og temaferier er nu nemme at arrangere. Skønt de fleste af Portugals bedste baner findes på Algarve og Estorilkysten, etableres der stadig flere i Portugals mindre kendte områder, så som på vestkysten og i det nordlige Portugal.

Sport på havet i Portugal

Surfing, windsurfing og sejlads er ekstremt populært langs Portugals 800 km kystlinje og omkring Atlanterhavsøerne Madeira og Azorerne. Den bedste strand at surfe på er den verdensberømte Guincho, lige uden for Cascais på Estorilkysten, hvor internationale mesterskaber ofte afholdes. Mere moderate forhold findes på Algarve feriestederne, hvor surfbræt og små sejlbåde kan lejes, og undervisning nemt kan arrangeres. På Algarve er de moderne marinaer Lagos og Vilamoura også vigtige sejlsportscentre.

At ro i kano og kajak er populære beskæftigelser på mange af landets floder, specielt på Mondego, Zezere og Cávado. Portugals kyster og floder giver også masser af muligheder for fiskerne, lige fra dybhavsfiskeri ud fra kysterne på Algarve, Madeira og Azorerne, til lystfiskeri i fastlandets floder efter ørred og laks.

Vandring og skisport i Portugal

De, der ønsker at vandre, vil finde fremragende forhold både i Montesinho Naturparken og Peneda-Geres Nationalparken, men nogle af Portugals bedste vandreture fås på Madeira og øerne Sao Miguel og Sao Jorge på Azorerne. På Madeira kan besøgende vandre langs levadaerne (de kunstige vandingskanaler), hvoraf nogle kan dateres tilbage til det 15. århundrede. Hvis man følger levadaerne, får man adgang til dele af øen, hvor ingen veje fører hen. Andre områder er velegnede til mountainbiking, specielt i Peneda-Geres Nationalparken, som har mange naturskønne ruter. Portugal har også stolte ridetraditioner som følge af landets fine Lusitaner-heste.

I Serra da Estrela bjergene nær Penhas da Saúde er der skihejs og lifter, der betjener Portugals eneste organiserede skissportssted. Forholdene er bedst mellem januar og marts, men stedet er af og til lukket på grund af for meget eller for lidt sne.