Frem til den 14. august er en stor del af Lissabon lavet om til festivalplads, hvor besøgende og lokale sammen vil kunne opleve alt fra Fado til festfyrværkeri.


Havfestivalen giver en unik mulighed for at opleve syv af Portugals dygtige Fadosangere. Foto: Montrealais

Lissabons Havfestival er gratis og byder på noget for enhver smag. Hver eneste dag frem til midten af august er der feststemning i gaderne og kulturelle tilbud af høj klasse. Man kan bevæge sig rundt til forskellige events og samtidig nyde de lune sommeraftener.

Fado i Lissabon

For turister og besøgende er Fado’en nok noget af det mest interessante under festivalen. Fado er en særlig form for musik, der stammer fra Portugal. Den menes i sin nuværende form at være en knap 200 år gammel musiktradition med rødder meget længere tilbage.

Det meste af Fado’en hører hjemme i Lissabon, men man kan også finde en variant i Coimbra. Så under Havfestivalen har gæster i Lissabon altså mulighed for at opleve denne kunstart på sin naturlige hjemmebane.

Hele syv forskellige Fadosangere vil give deres bud på både moderne Fado og tolkninger af portugisiske klassikere i løbet af festivalen.

Fejring af Portugals historie

Det er naturligvis ikke tilfældigt, at der netop er tale om en Havfestival og ikke bare en almindelig festival. Portugal har en meget stolt søfarertradition, og den fejres mange steder under festivalen. På den måde vil man som besøgende få et indblik i den portugisiske kultur og historie på en underholdende og festlig måde.

To dage under festivalen holder byens museer ekstraordinært åbent om aftenen for at give gæster mulighed for at se udstillinger om landets historie og kultur.

Festivalen lukker med et brag

Både fredag den 13. og lørdag den 14. er der afslutningsshow. Forestillingen Pi-Leau involverer gæsterne i gadefesten, og man får som besøgende fornemmelsen af at være i et med et levende hav af mennesker, gøgleri, musik, ild teater og dans.

Lørdag aften klokken 23 kulminerer det hele af med et kæmpe festfyrværkeri, der er synkroniseret med musikken. Dette spektakulære og bombastiske show er en værdig afslutning på 15 dage med Havfestival i Lissabons gader!