Algarve Bike Challenge 2017 samler i starten af marts professionelle mountainbike-ryttere fra hele verden, men også amatører er inviteret med.


Foto: Markus Spiske, Creative Commons.

Algarve Bike Challenge 2017

Det store cykelløb som løber af stablen 3-5. marts ved Tavira i det østlige Algarve, er en del af UCI’s løbskalender. I år samarbejder arrangørerne desuden med Algarves turistkontor, som i disse år står bag flere initiativer, der skal fremme cykelturismen i regionen.

Ligesom ved de fire tidligere udgaver af dette MTB-løb er historiske og smukke Tavira værtsby. Udover omgivelser med et varieret landskab, der er velegnet til udfordrende MTB-ruter, byder byen også deltagerne på interessante kulturelle oplevelser. Tavira kaldes således ikke uden grund ofte for Algarves Venedig med mange flotte, gamle bygningsværker og anses desuden af mange for at have en mere “ægte” portugisisk atmosfære end andre feriebyer langs kysten.

Holder du af aktive ferier på to hjul, og vil du gerne opleve stemningen ved et stort internationalt mountainbikeløb, er dette en oplagt chance i foråret. Udover eliterytternes indbyrdes konkurrence arrangeres der således også et åben løb for alle over 19 år. På tre udfordrende etaper får du her chancen for at teste egne evner mod en internationalt felt af seriøse motionister og ikke mindst for at opleve forskellige sider af Algarve.

Læs mere om cykelløbet på den officielle hjemmeside her

Cykelferie i Algarve

Selv uden et stort cykelløb som trækplaster har Algarve meget at byde på for dig, som cykler mountainbike. Regionen er ganske vist mest kendt for sine fantastiske badestrande, men særligt oppe i baglandets bjerge er der mange spændende ruter i forskellige sværhedsgrader. Der er desuden adskillige lokale firmaer, som arrangerer guidede ture over flere dage for eksempel ad Rota Vicentina eller Via Algarviana.

Algarve er det af de mest populære rejsemål i landet – også for cykelturister, men resten af Portugal gemmer også på mange unikke cykeloplevelser både på landevej eller offroad. Læs mere om cykelferie i Portugal