Der har været optræk til strejke i det portugisiske luftfartsselskab TAP, men nu har selskabets pilotforening meddelt at den annoncerede strejke i januar er aflyst. Dermed ser det ud til at TAP vil flyve regelmæssigt over julen og nytåret.


TAP undgår strejke i denne omgang. Foto: bribri

Pilotforeningen havde ellers kaldt til strejke i 4 dage fra 3. til 6. januar 2012 for at få forlænget aftalen mellem pilotforeningen og den tidligere portugisiske regering omkring piloternes ejerandel, når TAP skal privatiseres. Ifølge den gamle aftale, som blev indgået i 1999, har TAP-piloterne ret til op imod 20 procent af selskabets værdier ved en privatisering.

Privatiseringen af det nationale portugisiske luftfartsselskab sker som en del betingelserne for at Portugal kan modtage EU’s økonomiske redningspakke på 78 milliarder euro.

TAP, som har hovedbase i Lissabon, er udover ruterne til Portugal også et af de førende selskaber på ruter fra Sydeuropa til Afrika og Sydamerika. Selskabet transporterede sidste år over 9 millioner passagerer til 65 destinationer i 31 lande.