TAP Portugal er i gang med en større omlægning af deres flyflåde og ruter for at rette op på forretningen. I den forbindelse har det portugisiske flyselskab valgt at lukke ni ruter til europæiske storbyer i det kommende sommertrafikprogram.


TAP udskifter hele flyflåden. Foto: Andrés Monroy-Hernández, Creative Commons.

Færre forbindelser til Europa

TAP Portugal fik i slutningen af 2015 nye ejere, som den seneste tid har annonceret flere store ændringer i strategien for flyselskabet, der skal være med til at sikre profit. Et af de nye tiltag er en lavprisrute mellem Lissabon og Porto.

På selskabets Facebook-side oplyses nu, at ruterne fra Lissabon til Gøteborg, Hannover, Zagreb, Budapest og Bukarest lukker fra den 27. marts. Ligeledes lukkes der ned for ruterne til Barcelona, Bruxelles, Milano og Rom fra Porto.

Alle passagerer som allerede har reserveret plads på en af de berørte ruter, vil blive kontaktet af TAP med henblik på at finde alternative forbindelser eller få refusion.

Stadig direkte rute til København

Danske rejsende kan dog foreløbig ånde lettet op, da den direkte rute mellem Lissabon og København med 10 afgange om ugen får lov at bestå.

Er du på udkig efter fly til Portugal, er der desuden andre muligheder end TAP. Du kan således flyve med Norwegian til Madeira, Algarve og Lissabon, ligesom Ryanair har en rute til Porto.