Så blev TAP Air Portugal endelig solgt efter flere forsøg og den nye ejer er kendt i branchen blandt flyselskaber. TAP flyver som bekendt to gange dagligt på næsten alle ugedage mellem København og Lissabon.


Her et Airbus fly fra TAP Air Portugal

Det portugisiske nationale luftfartsselskab TAP Portugal har i flere år kunnet generere pæne resultater med overskud på driften, men selskabet har kæmpet med renter og afdrag på en større milliardgæld. Derfor blev TAP sat til salg af den portugisiske stat, og nu er køberen identificeret. Det er den amerikanske investor David Neeleman, som i ledtog med en gruppe af investorer, herunder en større portugisisk investor, har overtaget 61% af aktierne i TAP Portugal. Investorerne har garanteret, at der bliver investeret i nye fly og at Lissabons lufthavn fortsat vil være selskabets omdrejningspunkt. Neeleman står også bag det brasilianske flyselskab Azul Brazilian Airlines, som vil passe godt med TAP ́s mange ruter fra Europa til Sydamerika, primært Brasilien, hvor TAP er særdeles stærke. TAP ́s aktiviteter i Europa, og ikke mindst i de nordiske lande fortsætter uden større ændringer.