Tavira er det østlige Algarves perle. Tavira ligger der, hvor floden Gilão løber ud i Atlanterhavet. I modsætning til mange af de andre byer på Algarvekysten har Tavira formået at holde fast i en mere oprindelig atmosfære, der afspejler dens lange historie som vigtig havneby.


Fiskerbåd i Tavira. Kilde: Osvaldo Gago

Arkitektur i Tavira

Tavira kaldes ofte Algarves Venedig og byen har også utroligt mange flotte bygninger. Prominent blandt disse er en gammel romersk bro med syv piller, adskillige kirker og pladser flankeret af flotte, gamle træer. Der er også eksempler på renæssancearkitektur i Tavira, og langs Travessa de Dona Brites ligger middelalderhuse med gotiske vinduer og døre. Her ligger også ruiner af et gammelt maurerslot, hvorfra man har en god udsigt over Tavira og dens mange kirketårne.

Taviras Igreja da Santa Maria

Tavira har et utal af kirker, men Igreja da Santa Maria har en unik historie. Kirken er bygget der, hvor der tidligere lå en moske og under kirken i gravkammeret ligger de jordiske rester af kommandør Dom Paia Peres Correia, der i 1242 smed mauerne ud af Tavira.

Handel i Tavira

I Tavira er der masser af liv på frugt- og grøntmarkedet. Der er også her, mange lokale mødes for at sludre og tage sig en kop kaffe. Den lave, hyggelige bebyggelse og det lokale dagligliv giver en stemningsfuld atmosfære, som besøgende kan nyde godt af.

Taviras strande

Kun tre kilometer fra Tavira ligger Ilha de Tavira med to glimrende strande. Området har masser af muligheder for både aktivt og passivt strandliv, ligesom der er masser af spisesteder. Om sommeren er der hver time transport fra centrum af Tavira med båd ud på Ilha’en.