I 2012 blev Portugals berømte fado-musik optaget på UNESCO's liste over kulturel verdensarv, og nu ser det ud til at en anden traditionel portugisiske sangstil, Cante Alentejano, også bliver optaget på den fornemme liste.


Foto: Pedro Ribeiro Simões, Creative commons.

Sangen af Alentejo

UNESCO har anerkendt den unikke sangstil Cante Alentejano som kandidat til at blive optaget på deres liste over kulturel verdensarv. Den endelige beslutning vil dog først blive taget, når FN-organisationens komité mødes i Paris i slutningen af måneden. Ifølge UNESCO har Portugals kandidatur dog imødekommet alle betingelser. Optagelsen forventes at blive annonceret i december.

Den traditionelle Cante Alentejano er en såkaldt polyfonisk sangstil, der stammer fra Alentejo i det sydlige Portugal. Sangen som udføres af et kor uden instrumenter, er kendetegnet ved sin meldodiske struktur og ved at den udføres af tre grundstemmer. Sangens oprindelse i Alentejo er usikker, men der findes tre fremherskende teorier, hvor sangen enten udspringer af den gregorianske sang, er opstået under den arabiske indflydelse i Portugal eller er opstået som en helt særegen sangstil i Alentejo.

Sunget af Alentejos landarbejdere

Cante Alentejano blev traditionelt sunget spontant af både kvinder og mænd i forbindelse med arbejdet på landet i Alentejo, hvor den langsomme rytme passede til arbejdet i marken. Med moderniseringen af landbruget blev sangens betydning mindre og flyttede i stedet ind i barer og taverner. I dag fremføres sangen oftest i mere organiseret form ved koncerter og forestillinger.

Kulturoplevelser i Portugal

Sange som Fado og Cante Alentejano udgør en indgroet del af den portugisiske folksjæl og står for mange besøgende i Portugal som en uforglemmelig rejseoplevelse.

Du kan læse mere om portugisk musik her på Portugal.dk. Læs for eksempel mere om Fado-musik i Lissabon.