USA foretrækker portugisiske korkpropper. Kilde: Dave Minogue
Portugisisk kork vinder frem i USA, fordi amerikanske vin- og spiritus-virksomheder vælger at bruge det portugisiske produkt til deres flasker frem for plastik eller metal, der er langt mere miljøskadelige og mindre holdbare.
Ifølge den portugisiske erhvervsavis ”Jornal de Negócios” bruger de førende nordamerikanske vinfirmaer nu det portugisisk tætningsmateriale, og har oplevet en markant salgsstigning.
Korkpropper er et naturmateriale, som skal behandles korrekt for at give det ønskede resultat. Anvendelse af korkpropper i den bedste kvalitet til kvalitets-vine, især rødvine, kombinerer en god tæthed med en vis porøsitet, som tillader tilgang af luft i mikro-doser og ælder vinen korrekt. Omvendt vil korkpropper af lavere kvalitet, som er lavet af blandingskork, ikke tillade tilstrømning af luft og anbefales derfor til hvid- eller konsumvine.
Portugal er verdens største korkproducent, og en af de mest bæredygtige producenter i hele verden. Korktræerne, som har en levetid på over 200 år, er først parate til høst ved 29 års-alderen, hvorefter de høstes hver niende år.
Portugals årlige kork-produktion ligger på 157.000 ton, hvilket svarer til over halvdelen af den samlede verdensproduktion. Eksporten lyder på 7,6 mia. kroner og ca. 12.000 medarbejdere er beskæftigede i den samlede kork-industri.
Størstedelen af korklunde og –plantager befinder sig i den sydøstlige del af Portugal kaldt Alentejo samt i de nordlige og bjergrige dele af Algarve (Monchique og São Brás de Alportel), hvor man også har oprettet kork-ruter som en del af områdets seværdigheder.
Se mere om kork-ruter på: www.rotadacortica.pt
Søg i vores leksikon om Portugal eller stil dit spørgsmål på vores Facebook væg og få et hurtigt svar!