Lissabon er en af de få hovedstæder i Europa, man kan rejse til året rundt, og hvor man stadig kan være nogenlunde sikker på, at vejret er i orden.


Den smukke katedral, Sé, i Lissabons aftensol.

Lissabons solskinstimer

Om sommeren er der varmt og om vinteren mildt – de helt store udsving forhindres af golfstrømmen, der løber tæt forbi. Lissabon har over 3300 solskinstimer per år.

Sommer i Lissabon

Lissabons somre er solrige og varme – uden at det bliver ubærlig varmt. Temperaturerne ligger typisk i tyverne, men på dage uden havbrise kan de godt komme op over 30 grader – helt op til 35 grader.

Det regner stort set ikke om sommeren i Lissabon – i juli og august falder der kun 5mm nedbør per måned, og der er masser af sol. Juni og september får marginalt mere nedbør og lidt mindre solskin, men det er stadig godt sommervejr med varmt, behageligt vejr.

Efterår i Lissabon

Efteråret i Lissabon byder på behagelige temperaturer. Oktober måned har stadig dagtemperaturer op i den lave ende af tyverne, mens den i november begynder at falde til 12-18 grader. Henover efteråret stiger mængden af nedbør og der bliver færre solskinstimer.

Vinter i Lissabon

Lissabons vintre er milde på grund af det omgivende hav og golfstrømmen. Selv i januar, der er årets koldeste måned, kommer temperaturen sjældent under 7-8 grader. Vintermånederne er ret fugtige og grå.

Forår i Lissabon

Foråret i Lissabon byder på et behageligt vejr med temperaturer fra 12 grader og op mod 20 grader. Vejret bliver mere og mere solrigt, som foråret skrider frem og nedbørsmængden falder ret hurtigt. I maj måned er vejret allerede ret sommeragtigt.

Du få mere information i artiklen vejret i Portugal og hos Portugals Meterologiske Institut.