Madeira udstiller verdens største Art Déco samling – “What a wonderful World” - som tilhører den største kunst-samler i Portugal, Joe Berardo.


Fantastisk samling af Art Deco i Calheta på Madeira

To tusinde værker til udstilling

Udstillingen, som består af ca. 2000 kunstværker, er åben for publikum frem til d. 27. februar 2011 på Centro de Artes – Casa das Mudas, Calheta, og rummer en unik samling af møbler, keramik, glas, jern, malerier, skulpturer, textiler og tegninger. Udstillet er også elementer af Boulogne-Billancourts Musée des Années 30, samt to biler fra samme periode, venligt stillet til rådighed af to private samlere.

Komplet Art Deco-samling

Blandt de udstillede kunstnere finder man blandt andet Leleu, Adnet, Lalique, Christofle, Gio Ponti og Alvar Aalto, og som noget nyt er der 86 tegninger af August Herborth inkluderet i Joe Berardos 500 tegninger store samling, betragtet af nogle art-decos-eksperter som den mest komplette samling i verden.

Portugals største kunstsamler

Samlingen er udstillet for første gang på Madeira med nogle nyere værker, der aldrig har været udstillet før. Joe Berardo, der er født på Madeira og Portugals største moderne kunstsamler, valgte sin vidunderlige fødeø med henblik på at hjælpe med at tiltrække turister efter den voldsomme storm d. 20 februar, der ramte Madeira hårdt.

Arkitektonisk perle

Kunstmuseet Centro de Artes – Casa das Mudas ligger i Calheta, ca. 20 minutter vest for Funchal, og er en arkitektonisk perle. Museet blev tegnet af den Madeira-fødte arkitekt Paulo David og indviet i oktober 2004. Bygningen, der er præmieret ved internationale arkitektur-konkurrencer på grund af sin perfekte og smukke integration i naturlandskabet, er på i alt 12.000 m2 og har et auditorium, hvor der holdes koncerter, Madeiras musikfestival og andre begivenheder.

Læs mere om Centro das Artes – Casa das Mudas på: www.centrodasartes.com.